Det danske uddannelsessystem

Debatten omkring Danmarks uddannelsesinstitutioner er efterhånden ved at have været en længere varende affære, hvor mange mener, argumenter, statistiker mm. er blevet bragt frem.

En af de mange ting, der er blevet nævnt, er bl.a., at der er for mange i klasserne rundt omkring på de danske skoler, gymnasier med mere, men er det nu rigtigt? Ifølge OECD er det ikke.

Som man kan se det her http://www.oecd.org/dataoecd/0/60/35287543.xls , så ligger Danmark konsekvent med meget få antal elever per klasse i forhold til de andre europæiske lande – og dette gælder for alle lede i det danske uddannelsessystem. Derfor kan det ikke være det, der skaber den ringe faglighed, som OECD også har påpeget, det danske uddannelsessystem har ved hjælp af PISA-undersøgelserne.

De danske skolelærere har været gode til at påpege, at det er manglende tid, der gør, at underviserne har svært ved at få tilrettelagt undervisningen ordentlig. Igen er det faktuelt forkert, da lærernes undervisningstid er omtrent 10 timer mere end gennemsnittet for samtlige lærere i de repræsenterede lande i statistikken. Men på trods af, at lærerne har flere arbejdstimer, giver det altså ikke det udbytte, man burde forvente.

Kilde: http://www.oecd.org/dataoecd/1/17/35287608.xls

Hvad kan så være problemet? Vi ser i samme kilde som lige oven over, at alle lede i det danske uddannelsessystem har 200 undervisningsdage om året, hvilket er over gennemsnittet. Dette burde på sin vis være fin nok – fordi hvis man er der flere dage, lærer man vel også mere? Men nej, der tager man gruelig fejl, fordi det opvejes af, at Danmark har langt færre undervisningstimer om året end børn og unge i andre lande.

Børn i andre lande har i gennemsnittet 24,22% flere lektioner om året end danske børn i grundskolen.
Unge i andre lande har i gennemsnittet 9,53% flere lektioner om året end danske børn, der er i gang med at tage en gymnasialuddannelse.
Folk i andre lande har i gennemsnittet 18,04% flere timer til forelæsninger end danskere på universiteterne.

Kunne det tænkes, at den manglende effektivitet bl.a. her er skyld i, at vi ligger langt bagud i forhold til de andre OECD-lande? Måske er det faktisk slet ikke de unges indstilling til tingene, der er forkert – men staten der fastlåser de danske unge til at få færre undervisningstimer end de lande, vi ellers sammenligner os med. Er det ikke at tabe en generation på gulvet?

En anden ting er, at vi med den danske jantelovs mentalitet ikke giver folk den ekstra økonomiske bonus, når de er gode til noget. Ser vi de danske lærere, starter de med en løn, der ligger langt over gennemsnittet – og det gælder også lønningerne til lærere med 15-års erfaring. De allerbedste lærere tjener dog højere i andre lande end i Danmark. Det skyldes det danske akademiske lønsystem, hvor man får løn efter antal år, man har været ansat og ikke løn efter, hvor god man er. Er dette måske en grund til, at vi får et lavere uddannelsesniveau, fordi vi simpelthen rent økonomisk ikke tilbyder de bedste lærere nok og derved evt. afholder dem fra at undervise, da de kan få en bedre løn et andet sted?

Dernæst er det klart, at man må gøre op med den socialdemokratiske tankegang om, at ”hvad alle ikke kan lære, skal ingen lære”. En midtersøgende skole er ikke til gavn for nogle – andet end dem, der ligger på et plan i midten rent fagligt i de danske skoler. Det er klart, at hvis man deler eleverne op efter kunnen i de enkelte fag, at man vil opleve et langt bedre resultat, da man bedre kan tilpasse niveauet til den enkelte niveau i stedet for at både de svageste og de stærkeste elever bliver forsømt, hvilket vel ikke kan være i statens interesse, når den stiller en uddannelse til rådighed for eleverne.

Det er ærgerligt, at vi i Danmark har et uddannelsessystem, der kræver, at man har 9-års skolegang, hvorefter den uddanner 17% til funktionelle analfabeter landet over, mens 52% af de tosprogede i København bliver funktionelle analfabeter (hvor godt er det for integrationen?), hvorefter politikerne kræver bedre og højere uddannelser og ikke kan se det enkle svar, der ligger foran dem – nemlig øge effektiviteten.

En måde kunne jo være, at man fx lod staten om kun at finansiere selve skolegangen men lade private drive skolerne i stedet for. Ikke nok med, at skolerne dermed kan konkurrere mod hinanden og dermed hæve niveauet, så vil folk også selv kunne vælge skole alt efter, hvilken overbevisning de har. Hvis de vil have rundkredspædagogik, vælger de en skole, der praktiserer dette. Vil de have en skole, der har en mere traditionel/gammeldags pædagogik, kan de vælge sådan en skole til deres barn. Dettee kunne hjælpe alle, så man ikke blev fastlåst af ens kommuneskåler, der ikke hver især har noget specielt at tilbyde forældrene.

Det er vel i sig selv dog også en udfordring for bureaukratiet?